Ærø - Den Sydfynske perle

Vester Bregninge 17 · 5970 Ærøskøbing ·

Hvem er vi...

Værelser & Priser

Café & spisested

Arrangementer

Aktiviteter

Oplev Ærø

Lykken er at sove godt
Være gæst og føle sig hjemme
Spise morgenmad i haven i sutsko
- så er man på Den Grønne Gren

Der er masser af mulighed for en aktiv ferie på Ærø. Kysterne egner sig fortrinligt til lystfiskeri, windsurfing og havkajak. Eller golf på den nye seaside golfbane v/ Skjoldnæs Fyr.
Ærø er perfekt til en cykelferie.
Der er mange strande på Ærø.
Eller vandreture i den skønne natur.
Søbygaard
 

Aktiviteter

Ærø byder på et hav af muligheder. Vil man have vand, er der gode muligheder for lystfiskeri, windsurfing og havkajak.

Er man til kunst er der et væld af små keramikere, væverier, gallerier og andre gårdbutikker og vejboder med brugskunst.

Her er et udvalg af aktiviteter der er særlig velegnede med udgangspunkt fra Den Grønne Gren:

Golf
Blot 15 minutters kørsel mod Skjoldnæs Fyr kommer man til Ærø´s nyetablerede golfbane, der betegnes som en af de mest attraktive golfbaner i Europa. Omkranset af kyststrækning på 3 sider, er der en enestående udsigt over øhavet mod nordøst, Lillebælt mod nordvest og ikke mindst den storslående østersøkyst med syd.

Ærø golfbane består af en 18 huls par 72 bane samt en 9-hulsbane med drivning range.

Det skal være noget helt specielt at spille "ø-golf". Banen er designet og placeret et sted der er unikt: den bliver udfordrende med seaside, højslette og fantastisk udsigt.

Banen afspejler "Øen", er spillemæssigt udfordrende, venligt krævende, men ikke fysisk og teknisk anstrengende. En bane i harmoni med stedets natur og et særkende i forhold til andre baner

Golfophold på Den Grønne Gren...
Link til Ærø Golfklub...

Cykelferie
Øen er en helt unik cykelø, der kan køres mellem Søby, Ærøskøbing og Marstal ad cykelruterne 90, 91 og 92. Cykelruterne ligger på de små idylliske småveje væk fra hovedvejen. Turen fra Ærøskøbing til Bregninge er særlig smuk, her har man vand på sin højre side hele vejen, men der er jo mange bakker på Ærø og særlig denne rute omtales som de Ærøske Alper. Men når man kommer frem til Bregninge kan man jo få sig en velfortjent kold øl i haven.

Cykeludlejning
Både i Søby, Ærøskøbing og Marstal er der cykeludlejning. Bor man på Den Grønne Gren kan man få cyklen leveret fra Marstal cykeludlejning.

Stranden
På Ærø bor vi alle tæt på stranden. Fra Den Grønne Gren er der lige langt til stranden ca. 1,5 km på nordsiden og sydsiden. De 2 strandsider adskiller sig væsentlig fra hinanden. På nordsiden mod det fynskeøhav er der sandstrand og som regel mere læ. På sydsiden mod Østersøen er der mange sten, og der anbefales derfor badesko. Men stranden her er spændende, hvis man er stensamler, der er særlig mange sten med hul igennem at finde her. Det er også her "Ærø smykker" finder sine sten og sliber dem til smukke smykker.

Vandreture
Lige så vel som Ærø er ideel som cykelø er den i lige så høj grad ideel at vandre på. Der findes et utal af vandrestier i naturskønne område, langs strandene og ad cykelruten. Fra Den Grønne Gren er der et væld af kortere og længere vandreture, 3-10 km. F.eks kan man følge cykelruten til Skovby, her passerer man det nyåbnede naturreservat, stranden, Synneshøj (Ærøs højeste udkigspost). I Skovby kommer man forbi "Høkeren" øens ældste købmandsforretning, her kan man få alt også de nyeste historier fra Øen. Fra Skovby kan man følge cykelruten videre mod Søbygård. Søbygård er et herregårdsanlæg bygget i 1580. Slottet som vi kalder det er under omfattende restaurering. Her finder man café udstillings og koncertsal.

Fra Søbygård kan man gå tilbage til Den Grønne Gren eller man kan gå videre ad naturstien til Vitsø Nor og her kan man tage sig en dukkert i det friske havvand.

Link til Søbygaard...